Foreninger i Halsnæs Kommune har mulighed for at søge forskellige former for tilskud indenfor Folkeoplysningsloven.
Forudsætninger for at søge lokale- og aktivitetstilskud
Foreninger, der tilbyder folkeoplysende aktiviteter for børn og unge under 25 år, kan søge om tilskud til lokaler og aktiviteter.
Det er en forudsætning, at foreningen er godkendt som frivillig, folkeoplysende forening i Halsnæs Kommune. For at få din forening godkendt, skal du udfylde og indsende et ansøgningsskema samt jeres vedtægter til Halsnæs Kommune. For yderligere information henviser vi til Folkeoplysningsloven og de kommunale regelsæt for aktivitetstilskud og lokaletilskud.
I 2020 modtog Halsnæs Kommune 55 ansøgninger fra foreninger og aftenskoler om tilskud ifølge Folkeoplysningsloven. Disse kan ses på Oversigten over tilskudmodtagere i 2020.
Der har i 2020 ikke været ansøgninger til tilskud fra foreninger som er vurderet radikale.
For at ansøge om tilskud i 2020 skal foreningen være oprettet på www.aktivhalsnaes.dk. Fremover vil der også kun kunne søges tilskud gennem foreningsportalen på www.aktivhalsnaes.dk. Her findes ansøgningsformularer til både lokaletilskud og aktivitetstilskud. Spørgsmål om oprettelse skal rettes til idrætshallerne på idraetshallerne@halsnaes.dk.
Der er ansøgningsfrist den 1. maj. Herefter går behandlingsprocessen i gang, og foreningerne kan forvente tilsagn og udbetaling omkring 1. juli.
Halsnæs Kommune skal ifølge Folkeoplysningsloven offentliggøre tilskudsmodtagere samt tilskudsbeløb. Offentliggørelsen vil ske på www.aktivhalsnaes.dk
Aktivitetstilskud
Der ydes et årligt medlemstilskud per medlem under 25 år.
Foreningen skal vedhæfte følgende til deres ansøgning gennem foreningsportalen på aktivhalsnaes:
- Ansøgningsskema – findes når du via www.aktivhalsnaes.dk er oprettet som bruger, og derefter logger ind på foreningsportalen
- Erklæring om indhentelse af børneattest
- Foreningens regnskab – revideret og underskrevet af samtlige bestyrelsesmedlemmer
- Referat fra seneste generalforsamling
Vi har samlet en step by step guide, der viser hvordan du søger om medlemstilskud gennem foreningsportalen her.
Lokaletilskud
Der ydes tilskud til driftsudgifter til lokaler, herunder haller samt lejrpladser, der ejes eller lejes af foreninger og som anvendes til aktiviteter for børn og unge under 25 år. Beløbet beregnes ud fra de faktiske lokaleudgifter og andelen af aktive medlemmer under 25 år.
Foreningen skal vedhæfte følgende til deres ansøgning gennem foreningsportalen på aktivhalsnaes:
- Ansøgningsskema – findes når du via www.aktivhalsnaes.dk er oprettet som bruger, og derefter logger ind på foreningsportalen
- Foreningens regnskab – revideret og underskrevet af samtlige bestyrelsesmedlemmer
- Kopi af originale regnskabsbilag som man ønsker til grundlag for udregningen - HUSK der kun kan søges om tilskud til driftsudgifter for forgangne år fx Driftudgifter for 2019 indsendes i 2020. Hvis man indsender driftudgifter fra året før fx 2018 eller indenværende år fx 2020 vil disse blive fratrukket
Du kan læse vores step by step guide til, hvordan du søger lokaletilskud via. foreningsportalen her.
Du finder retningslinjer for, hvilke udgifter kommunen i oversigten over tilskudsberettiget udgifter.
Tages nye lokaler i brug, skal kommunen først godkende at der kan ydes lokaletilskud til disse. Kommunen kan tilbyde en forening ledige egnede lokaler i kommunale lokaler fremfor at give lokaletilskud.