Formålet med billedkunstrådet er at fremme og synliggøre kunsten i det offentlige rum og hermed kvalificere borgernes møde med kunsten og tillige medvirke til realisering af visioner og målsætninger i Halsnæs Kommunes kultur- og fritidspolitik.
Billedkunstrådets virke er primært indenfor billedkunst og arkitektur. Andre kunstarter kan også indgå, når dette omhandler kunstprojekter med kunstnere og/eller børn.
Billedkunstrådet har til opgave at:
- Varetage Halsnæs Kommunes indkøb af kunst via de midler, som Udvalget for Kultur, Idræt og Demokrati årligt afsætter til formålet (Rosenquist-arven) samt fordele indkøbte kunstværker således at de bliver gjort offentligt tilgængelige for kommunens borgere og andre interesserede
- Rådgive kommunen i forbindelse med øvrige kunstindkøb samt i forbindelse med kunstnerisk udsmykning af offentlige bygninger og anlæg generelt
- Være optagelsesudvalg for de kunstnere og kunsthåndværkere, der søger om kunstnerværksted i Kunstnerhuset i henhold til de gældende retningslinjer for Kunstnerhuset
- Understøtte projekter, herunder seminarer, udstillinger, workshops og lignende, der kan medvirke til at styrke det lokale kunstmiljø
- Stå til rådighed for rådgivning af erhvervslivet i forbindelse med kunstnerisk udsmykning efter nærmere aftale herom